Bruno: ”Få et møde med Gud – og dit liv vil blive forvandlet”

Bruno Knutzen forkynder Guds ord på en måde, der får sjælen til at smile og sindet til at slå kolbøtter af bare begejstring, skriver journalist Henriette Bjarne Hansen.Da Bruno som 17-årig blev klar over, at han hverken skulle være pilot eller læge, men prædikant, blev Bibelen hans vigtigste arbejdsredskab. Han har gransket den og studeret den i årevis – han kan den udenad. Skulle der ske det sørgelige, at alle verdens bibeler blev brændt, da pyt, for så længe Bruno er i live, er der ikke en chance for, at Guds ord går tabt. Sindet har sat alle skrifststederne i system, skubbet dem videre ind på hukommelsens hylder, hvor de har ligget og lagret. Klar til at downloade og printe ud!

Bruno har vandret med Gud i 35 år. Man kan se det på ham. Der er et specielt lys i hans øjne. Med den ild Helligånden har tændt i hans hjerte, er han som en omvandrende ildsøjle. Altid i brand for Herren. Han vil gøre alt for Jesus, det er ham, han lever for og elsker.
Hvad så med hans familie? Dem elsker han også – helt vildt. Men de står som nummer to på Brunos dagsorden.
Gud er nummer et og vil altid være det.

– Du er i gang med at skrive en bog om det at vandre med Gud. Hvad vil det egentlig sige? Er det ikke det, alle automatisk gør, når de bliver kristne?
– Nej, sådan fungerer det ikke. Du kan ikke vandre med Gud, før du får et personligt møde med ham. Mit eget møde med Gud skete, da jeg var en ung knægt.
– Ved et uheld var jeg kommet ind på pinsevækkelsens skole i Mariager. Hvad jeg egentlig skulle der, ved jeg ikke. Jeg levede som en ikke-kristen. Røg masser af cigaretter, og da jeg fik en bibel foræret, blev jeg sur, for jeg ville meget hellere have haft noget andet.
På skolen gjorde jeg mig store anstregelser med at falde ind i det kristne miljø. Håbede, at når jeg gjorde det, så var der ingen, der ville opdage, at jeg kun ønskede at få tiden til at gå.

En dag kom én af skolens lærere hen til Bruno og spurgte ham, om han ikke ville stå op foran alle de andre elever og fortælle, hvad Gud havde gjort for ham i hans liv.
– Jeg fik et chok, fortæller Bruno. For hvad var der at fortælle? Min tro var fuldstændig uden erfaring. Jeg havde aldrig oplevet noget som helst med Gud.
Jeg vidste, at mange af eleverne var blevet døbt med den Hellige Ånd og talte i tunger. Men at jeg skulle komme til at opleve de samme ting, det havde jeg svært ved at forestille mig.

Bruno gav Gud en chance.
Han ønskede at lære Gud nærmere at kende og begyndte derfor at søge ham intenst. Mere bøn, tilbedelse og bibellæsning.
– En aften, hvor jeg sad på mit værelse og tilfældigvis læste i kapitlet om bønhørelse, i Lukasevangeliet 11, 13, sagde jeg højt til Jesus: ”Ok Herre, er det sandt, det der står her, at det er lige så let at bede min himmelske far om at give mig Helligånden, som det er at bede min mor om en kage?”
Bruno følte, at Jesus nikkede.
”Jamen så beder jeg om at få Den Hellige Ånd, nu!”
Et par sekunder efter kom Gud ind i Brunos værelse. Rummet fyldtes med Herrens herlighed, lys og nærvær, fortæller han.
– Det var fantastisk. Aldrig har jeg følt mig så lykkelig. Jeg vidste for første gang i mit liv, hvorfor jeg var her på jorden. Mit liv fik mening. Jeg modtog dåben i Den Hellige Ånd, talte i tunger, og bogstaverne i Bibelen blev levende. Det var ikke længere kedeligt at læse Guds ord, men pragtfuldt og spændende. Mit liv var fuldstændig forvandlet. Min vandring med Gud kunne begynde.

Alle der vandrer med Gud, vil blive profetiske, mener Bruno. At blive profetisk er ganske enkelt at sanse, hvad der er Guds vilje i en given situation, forklarer han.
– En anden ting, som er vigtig, når du vandrer med Gud, er at leve et helligt liv.
Hellighed er lig med lydighed. Når Gud taler til dig om at gøre noget – at omvende dig fra en opførsel, der ikke er ham værdig, at tilgive nogen, at hjælpe dem, der er i nød, at udføre et arbejde – så gør du det.
Er du i tvivl om det, du hører, er fra Gud eller dig selv, så kontakt din menighed, og lad det komme an på en prøve der.

– I 2005 blev du ansat som leder af bibelskolen” Powerskolen” i Hillerød, der hører under Evangelist. Efter kun et år forlod du skolen. Hvorfor?
– Jeg forlod skolen, fordi jeg ikke kunne gå ind for det menneskesyn, som lederen af Evangelist, Christian Hedegaard, har, fortæller Bruno.
– I Evangelist er der et discipelskab, som jeg ikke tror er bibelsk, og som jeg i hvert fald ikke kan være med til at støtte op omkring. Det minder lidt om de religiøse bevægelser, der i 1980’erne var i USA. Her var det sådan, at folk ikke måtte gifte sig med nogen, uden at de havde lederens velsignelse, og mange andre krav gjorde sig gældende. Den kristne karismatiske kirke blev nødt til at tage et opgør med disse ekstreme discipelskaber, og det endte heldigvis med, at lederne omvendte sig fra det, og det stoppede.
– Da det gik op for mig, at Evangelist er bygget op efter et lignende system, hvor alle altså skal indordne sig og adlyde deres leder Christian Hedegaard, kunne jeg ikke med min egen anstændighed fortsætte som leder for skolen. Mennesker kan lide ubodelig skade ved, at man sådan går ind og tager deres egen bestemmelse fra dem.
Når du som kristen skal til at leve et liv sammen med Jesus, er det ham, der er Herre i dit liv og ham, du skal adlyde.
Livet begynder med Kristus og ikke med Christian.

– Flere og flere folkekirker lukker, men også mange pinsekirker i landet må dreje nøglen om på grund af manglende tilslutning. Alligevel har du store planer om at plante nye menigheder inde i København, Helsingør og mange andre steder. Hvordan hænger det sammen?
– Vi kristne må være helt klar over, at Satan, Guds modstander, vil gøre alt for at hindre kirkerne i at udvikle sig.
Han ved, at færre og færre folk vil komme i kirken, hvis den fortsætter med at være så kedelig, religiøs og uspændende, som den er for øjeblikket. Og man må sige, at hans anstrengelser har båret frugt. Det er meget trist at opleve, hvordan Guds hus i dag ”ligger i ruiner”.
Du spørger mig, hvorfor jeg så alligevel ønsker at plante nye menigheder.
– Det gør jeg, fordi jeg en aften i Malmø i 1993 fik et møde med Den Hellige Ånd. Jeg faldt om på gulvet, og mens jeg lå der, fik jeg et syn. En stor knytnæve slog revner i murene omkring byerne i vort land.
– Hvordan tolkede du så dit syn. Hvad var det, Gud ønskede at fortælle dig?
– Murene var Satans fæstningsværker. Knytnæven var de kristne. Og revnen var begyndelsen til vækkelse.
Det, der skal til for at revnen bliver større og større, så muren helt kan falde, er, at de tjenestegaver, som Gud har lagt ned i hver enkelt af de kristne, bliver udviklet og virkelig taget i brug. Når det sker, vil der opstå stærke menigheder med apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere.
– Men uden Helligåndens ild kan vi ikke gøre så meget. Derfor er det vigtigt, at HAN kommer og tænder en brand i hjerterne hos alle kristne.En brand for Herren og hans kirke.
Når det sker, kan Satan og ”dødsrigets porte” ikke få magt over kirken. Den vil blive stærkere og stærkere – og vi vil se vækkelse i Danmark.